torsdag den 20. maj 2010

Fantastisk Pfaff

Lidt kreativt er der foregået i det lille hjem. Billederne af julegaver fra december har Sune stadig på sin pc, så de må vente lidt endnu.
Til gengæld er der blevet produceret lidt til den lille nykomling. Jeg har fået en fantastisk, brugt Pfaff af Sune og hans forældre, som kører som en drøm! Der er næsten ikke det den ikke kan og det er godt nok en berigelse i et liv som indtil nu har været domineret af en halvgammel supermarkedsmodel. Hurra!
Den første ting er dog syet i hånden. En krammeterning i filt med fine dyr (og skull) på siderne og en bjælde inden i. Der er lidt tid til den kan bruges af minimanden, men den store mand synes nu også den er ret sjov :)

En fin jakke (str. 62) i filtet uld. Jakken er syet af stofrester som er syet sammen og derefter klippet ud i mønstret. Synlige sømme og en fin, blå keramikknap med en kat på gør den ret fin. Den lukkes dog med en trykknap under katte-knappen fordi denne type stof ikke tog ret godt imod knaphulssyningen.
En mørkeblå fleecejakke i samme mønster og størrelse som den anden jakke. Hvor den rød/turkise er noget stiv og derfor decideret overtøj, er denne her fin og blød, men dejlig varm. En sød bamseknap i træ og en abe på ryggen giver den lidt sjov.
Røde overalls i babyfløjl, str. 1 år med en lille håndbroderet bil på forlommen. Der er også baglommer.
Natdragt og bluse, begge str. 62, i hvid jersey med skull-tryk (man er vel kærester med Sune:)
Og så lige den bunke af nyindkøbte tekstiler som venter i kassen til jeg går på barsel og får tid til at sy en hel masse mere. Der skal i al fald laves smækbukser, bluser og heldragter, men der er også meget som endnu ikke har fået et formål. Det er bare flot. Et sted nederst i kassen har jeg også et ret stort stykke blød, brun velour (ikke den nervøse slags) som skal blive til en heldragt med hætte.
Sikke et forkælet barn han bliver, ham Vile.

mandag den 3. maj 2010

Hr. Lüthje Terkelsen Jr.

I dag blev det så afsløret at der i min mave gemmer sig en fin, lille og meget aktiv dreng.
Her et billede - det bliver alt for i dag.

fredag den 23. april 2010

Nyt fra 8210

Så meget nyt siden sidst. Måske fordi det er så længe siden.

Først og fremmest gror vi på noget nyt herhjemme i lille Århus. Langt om længe er det lykkedes en lille spire at sætte sig fast og blive siddende, så i september udvides den lille familie med endnu et medlem. Maven vokser i hvert fald støt og er efterhånden ved at komme lidt i vejen. Og så hjælper det jo ikke at man fra naturens hånd er klodset.

Den lille ny har dog også betydet ca. 2 måneder med konstant kvalme og meget lidt energi, så derfor er der ikke sket ret meget. Hverken her eller på den kreative front.

Med baby fulgte også at jeg har valgt at udskyde min BA-opgave til næste forår når Sune er på barsel, så jeg kan koncentrere mig om en enkelt eksamen i år. Jeg har en del jeg skal have kompenseret for pga. kvalmen, så det er rart nok ikke at skulle stresse over mere end højst nødvendigt. Samtidig udskydes Ollerup-ansøgningen også til næste år. Men mon ikke vi når det hele en gang?


Ellers kommer brylluppet tættere på. Jeg har bestilt kjole, prøvelsesattesten er landet og vi forsøger at få overblik over det vi skal nå inden den store dag. Der er meget, synes jeg.


De kreative projekter ligger som sagt temmelig stille for tiden. Jeg har fået en ny lækker Phaff i julegave som jeg er smadder glad for, men som er så avanceret at jeg skal have et lille kursus hos symaskinemanden før jeg tør gå i gang med at bruge den. Der er ellers mange babyting jeg gerne vil lave, så når jeg først har lært den at kende burde der komme masser af updates herinde. Og når jeg er på barsel og trisser rundt alene det meste af august og september regner jeg også stærkt med at der skal produceres babyting i massevis.


Indtil videre kan I få et fint billede af den hastigt voksende mave. Den er allerede blevet større siden det her blev taget, selvom det var i sidste uge.

Men her er buttelivet som det så ud for en uge siden.

onsdag den 13. januar 2010

Et midt-i-mellem-blogopslag

Det går ikke så godt med blogopdateringer for tiden. Jeg har ellers billeder af nogle fine julegaver jeg har gjort, men eksamen trækker tænder ud, så det bliver ikke rigtig til noget. Jeg lover at der sker noget efter d. 20 hvor jeg afleverer semestrets sidste opgave.
Derefter skal der hygges, blogges, mailes til tattoo-Allan, forberedes til arbejdsstart på cyberhus d. 1 februar, startes lidt på en ansøgning til den fri lærerskole, bages muffins til Sunes forældres hjemkomst-komsammen og en masse andet dejligt.
Det bliver skønt at kunne lægge religionshistorien på hylden og ikke bruge så mange timer på at læse om Danmarks kirkehistorie, men i stedet få tid til noget sjovt...