lørdag den 19. februar 2011

At få noget fra hånden

Så er det tid til at opdatere på mine projekter. Fantastiske Pfaff har været i gang og så har jeg lært at hækle. Eller - jeg kunne godt lidt, men jeg har øvet mig, og selvom jeg endnu ikke er ude i fantastiske mad hækle-skills of doom gange 2, så er jeg allerede bedre.
I den anledning har jeg voldproduceret disse fine savlesmække:

Mønstret er hentet på www.glaphuset.blogspot.com. Tak til Anette!
Smækkene er fine og nemme - og lige til at sidde med foran fjernsynet. Perfekt til en træt mor som alligevel gerne vil have lidt mellem hænderne.

Selvom det kan knibe med tiden til at få symaskinen frem (nu hvor jeg ikke har et sted hvor den kan stå fremme permanent - det er der ligesom bare ikke plads til i en lille 2er), så er der dog blevet syet lidt.

Til Vile til barnedåben: et par mælkedrengestribede smækbukser.

Også til Vile: en helt enkel bluse i bomuld. Brun bund og elefantmotiv. Der er lukning i ryggen med en knap og trense.



Sidst, men bestemt ikke mindst er her lige et par bukser. Syet som dåbsgave til en af pigerne i mødregruppen. Såvidt jeg ved følger hendes mor ikke med her - ellers er det bare ærgeligt.
Bukserne er syet i grønternet, løsvævet bomuld. De er foret med en rest af et gulblomstret, retro pudevår, som også er brugt til detaljerne forneden i buksebenene. Jeg er lidt ærgelig over at skulle give dem væk - de ville være labre på Vile, når han bliver stor nok - men det er jo et godt udgangspunkt for en gave.


Det var vist alt for lige nu. Der er mange kreating på plakaten pt.; et halvfærdigt halstørklæde til manden som skal gøres helt færdigt, en strikket vest til lillemanden (men jeg skal bruge de pinde halstørklædet sidder på) og et par meget, meget lange strikkede strømper til mig selv. Derudover har jeg købt stof til en ny sengerand til Viles tremmeseng og d. 26 marts skal vi til fødselsdag hos en venindes datter - hun skal have et groovybaby tylskørt (http://groovybabyandmama.blogspot.com/search/label/DIY) og en nederdel i det fineste, orangemønstrede retrostof fra en kjole jeg købte i Berlin, men aldrig har kunnet passe.

Men allerførst skal jeg skrive ansøgning til Den fri Lærerhøjskole - noget jeg hellere må blogge om en anden dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar