Verdens største livskrise

Der er jubel i det lille hjem.
Vile er dygtig.
Han forsøger hårdnakket at kravle og er da også næsten (læg mærke til det lille ord - næsten) ved at have styr på at koordinere arme og ben så han kan komme op på alle fire. De fleste gange resulterer det dog i at han letter en anelse - og knalder direkte ned igen, til stor frustration for den lille fyr.
Af andre talenter kan nævnes at han øver sig i at sidde selv, har sovet igennem for første gang, kun gylper lidt (eller - mindre end den gang "eksorcisten værdige spulegylp" han præsterede som spæd) og helt selv er i stand til at sortere hele majs og ærter ud af sin mos. Det sidste til stor frustration for moderen som skal samle dem op fra gulvet igen.
Han kan også fordele sine lortebleer så man i stedet for én stor får to små. Sikke mange dejlige gaver.

Nogle gange er det virkelig de små ting der tæller. Dette skønne barn som vækker mig om morgenen ved at rage mig i ansigtet mens han pludrer og smiler stort (jeg er ved at være bekymret for om han kan få fat i næseringen). Den søde mand som kommer hjem og lader mig sove 1½ time mens han rydder op så min mødregruppe kan komme på besøg uden at gå hjem med for meget sladder. Gode lydbøger på mp3 så den daglige, meget lange gåtur ikke føles helt så lang.

Alt dette må man sætte pris på. Samtidig er det disse ting som fylder hele min hverdag for tiden. Jeg er reduceret til mor-monster. Hvor blev alle de andre kvinder jeg også ved jeg er af? De forsvandt vel ud med fostervandet.
Farvel til "jeg syr da lige en kjole til den her fest"-attitude, goddag til "det her kunne blive et par fantastiske bukser til Vile". Farvel til "jeg cykler over til en veninde, drikker lidt rødvin, udveksler sladder og kommer sent hjem", goddag til "lørdag aften foran fjerneren, hækletøj i hånden og i seng senest kl. 22 for i morgen er der babysvømning". Farvel til "akademisk superstræber", goddag til "intellektuelt McDonalds-niveau". Farvel til sexet kæreste, goddag til "sover med strømper og har ammebabser" (det er mit indianernavn, hvis nogen skulle være i tvivl).

Men det er okay. Vi begynder vel at have sex igen en gang (vi snakker i al fald om en 2er). Og jeg er så småt i gang med de indledende øvelser til bacheloropgaven. Og det er faktisk fint nok at jeg ikke har en jakke der passer til en teatertur (hvornår var jeg også lige der sidst?), men til gengæld en som holder mig varm på lange gåture og vil være super på legepladser rundt i det danske vinterland (næste år, når ungen er stor nok til legeplads). Og de hjemmehæklede savlesmække er altså finere end de købte. Basta!